Bøger / faglitteratur til børn

Slottet Versailles


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. feb. 2006

af

af

Jesper Holtoug

d. 6. feb. 2006

Der er noget på én gang frydefuldt og frastødende ved at høre om magtsyge og fuldstændig ekstravagance. Og man kommer ikke meget tættere på magtfuldkommenhed, abnorm rigdom og overdreven ødselhed end ved at beskæftige sig med den franske enevælde, og herunder ikke mindst med Ludvig d. 14. og hans absurde byggeprojekt, slottet Versailles. At slottet er en af Frankrigs største turistattraktioner er ikke så sært. Dels er det fantastisk, at det overhovedet er menneskeligt muligt at frembringe et sådant bygningsværk med så overdådig en udsmykning, indretning og omgivelser, og dels knytter der sig en overdådighed af gode historier til tiden og slottet, historier om intriger, utroskab, forrædderi, undertrykkelse og magtudøvelse. Bogen her fortæller disse historier godt, samtidig med at den giver et billede af enevælden som sådan og Solkongen og hans hof specielt. Man kan ellers godt blive træt af denne type meget farvestrålende og urolige billedfagbøger, men til emnet her passer stilen fint. Nok er der knald på farverne og smæk for skillingen, men temaet inviterer i den grad til det. Der er masser af samtalestof til et emne som dette. Emner som ulighed, styreformer, revolution og magt ligger lige for, og når man ikke uden videre kan tage til det sydlige Paris og ved selvsyn begejstres og forarges over herlighederne, er sådan en bog en udmærket erstatning. Fra 11 år og opefter.



Informationer og udgaver