En lille bog til feinschmeckerne, der ligger inde med de små cocotter, det vil i denne sammenhæng sige små ovnfaste gryder eller skåle.
José Maréchal er kok og kogebogsforfatter med speciale i små retter, altså retter skabt i små gryder, skåle, potter og glas. Han er ikke tidligere udgivet på dansk. Bogen her er en del af serien Les petits fra Rosenkilde, hvori der tidligere er udkommet Arabisk sødt og Forretter & frokoster. Les petit henviser til formatet, der er lille og kvadratisk. Opskrifterne er forholdsvis enkle og til at gå til, men man skal have cocotterne i tilstrækkeligt antal - opskrifterne er typisk til 6-8 cocotter. Opskrifterne er ikke oplagt til anden brug end denne.
I bibliotekerne findes i forvejen Mad i kokotte fra 2004, men i denne forstås cocotte mere som en lille lergryde end en lille gryde.
En nydelig lille kogebog, der er helt afhængig af efterspørgsel på lige præcis mad i cocotter, for andet kan den ikke. Til gengæld er den næsten alene om at kunne netop det, og den gør det udmærket.