DR har produceret en række dokumentarfilm om arbejdsforhold og børnearbejde i fattige lande. De har været vist i tv og er velegnede til undervisning og debat. Denne film om børnearbejde egner sig for folkeskolens ældste klasser og opefter. Voksne med interesse for levevilkår i de omhandlende lande, for politik, bæredygtighed m.v. vil også have udbytte af filmen.
Frode Højer Pedersen har siden 1965 arbejdet for DR og har specialiseret sig i ulandsforhold, især om børn, og der refereres til tidligere arbejder. Bl.a. pigen fra tæppefabrikken, som nu er aktivist for bedre arbejdsforhold. Vi møder flere børnearbejdere, bl.a. en 14-årig prostitueret. Filmen gør status over gadebørnene i Nepal, som fotografen mødte for mange år siden, og nævner også den lille levende gudinde samt børnene på sten- og tæppefabrikkerne. Budskabet er, at flere og flere børn holdes i slaveri, men at der også ses en voksende kampvilje. Rystende, velfotograferede ca. 27 min. uden en overbevisende optimisme.
Filmen indgår i en lang række DR-dokumentarfilm og alene med "Små hænder" i titlen er der 4. Flere personer optræder også i andre DR-film.
Lavmælt, rystende introduktion til børneliv og -arbejde i fattige lande som Nepal og Thailand, hvor slaveri og trafficking alt for ofte er svar på drømmene om et bedre liv. Den lille, velfotograferede dokumentarfilm henvender sig til unge og voksne og kan inspirere til evt. gensyn med de øvrige, der før har været vist i DR. Meget velegnet til undervisningsbrug.