Forfatteren giver en god introduktion til læderarbejde for begyndere og viser en lang række modeller, der for størstedelens vedkommende er ret enkle at udføre og ikke kræver så store stykker læder. Her er bælter, armbånd, nøgleringe, punge, etuier og små tasker m.m. Modellerne forklares med en kort opskrift og skabeloner i fuld størrelse og vises desuden på helsides farvefotos. Denne pæne og indbydende bog, der viser en del af modellerne i farvefotos på omslaget, er en udmærket begynderbog, og mange af modellerne egner sig til arbejde med børn i fritidsklubber o.l. Sproget er mundret, men rettet mod en voksen læser. Modeludvalget er bredt og nydeligt, og bogen udmærker sig bl.a. ved at fortælle meget om dekoration af læder ved at male det som dyreskind, trykke på det med dekorative mønstre osv. Den er betydeligt enklere at gå til i sit modeludvalg end Per Gamrath: Håndsyet læder og de enkle og anvendelige modeller vil tiltale både voksne og børn fra ca. 10 år.