Der er tidligere kommet flere bøger i serien om smådyr forskellige steder. Her drejer det sig om hvirvelløse dyr under sten. Bogen kan formidles til børn fra 5-årsalderen og selvlæses fra ca. 9 år.
Bogen fortæller om en række insekter, snegle, spindlere og andre små, hvirvelløse dyr, som enten skjuler sig under eller lever under sten. Ud over at fortælle om dyrenes udseende og levevis, indeholder bogen også oplysninger om indsamling, opbevaring, studier og genudsætning af dyrene. Bogen er illustreret med særdeles gode fotografier. Teksten er sat med store typer. Bagest er der en udmærket oversigt med almindeligt forekommende dyregrupper, en ordliste, to adresser på hjemmesider og et stikordsregister.
Der findes andre bøger om emnet bl.a. Smådyr under lup, 2006, som er illustreret med farvetegninger og fortæller om flere arter - også en del, der ikke lever under sten. Det sidste gælder også Kryb i naturen fra 2007. Den medtager mange arter, har mange aktivitetsforslag og indeholder også en oversigt, der kan bruges til hurtig identifikation af smådyrene. Sidstnævnte bog er lidt sværere at læse.
En god begynderbog om indsamling og studier af smådyr. Til naturinteresserede børn fra 9-årsalderen. Bogen kan også anvendes inden en tur i naturen med børnehaven eller folkeskolens indskolingsklasser.