Smertelindrende massage dækker her over massage efter kinesiske traditioner, altså påvirkning af meridianer, akupunkter og smertelindrende punkter. Bogen falder i 3 dele: 1. del indeholder en kortfattet gennemgang af selvmassage, både til forebyggelse og lindring, teknikkerne til massagen og beskrivelse af, hvordan man åbner meridianerne. I 2. del, der er den mest omfangsrige, gennemgår Shen det smertelindrende massageprogram. Sidste del består af tavler, der viser meridianernes baner, akupunkterne, smertelindrende punkter og endelig kroppens orienteringspunkter. Til aller sidst er der ordliste og register. Det er en meget grundig bog, der desuden på elegant vis "oversætter" den kinesiske tradition til vestlig tankegang. Illustrationerne er tydelige og umiddelbart anvendelige. Selv om der efterhånden er en del bøger om smertelindring og endnu flere om massage, hæver denne sig på begge felter over middel niveau. Teksten er lige så tilgængelig om illustrationerne, så bogen kan få meget bred anvendelse.