Der er ikke kun tale om fornemmelse for sne i denne lille og livsbekræftende vinterbog, men om uforfalsket og uspoleret glæde og begejstring over det første lille snefnug. På en grå dag i en lille grå by er der to der sanser, at der er forandringer i luften. En lille dreng og hans hund får øje på det første lille tegn på himlen, og på trods af alle stivnede voksenforudsigelser om hvad der vil ske - nemlig ingenting - bliver det lille fnug til mange flere og byen er på sidste billede dækket af sne. Teksten er minimal og det er i billederne historien fortælles og alle følelserne ligger. Shulevitzs streg er enkel og markant med en lille snert af de Paola i personerne. Scenen er en grå kulisselignende gade, hvor folk haster forbi. Kommer man tættere på får bygningerne et skær af farve, og som snefnuggene falder, liver bygningerne op mens de vinterklædte folk skutter sig - ja friserne bliver levende, byder op til dans med drengen og hunden og himlen bliver ganske blå. Personer, der dukker op igen, og ting, der gentages på nye sider, forbinder illustrationernes historie i denne fine bog om en fælles barneglæde. Og som et sødt kuriosum; de to butikker på gaden er to boghandlere, og den ene er selvfølgelig Børnenes Boghandel En ægte Agertoftbog!!.