Spændingsfyldt krimi, der foregår i Berlin 1940-1941. Kriminalkommissær Johann Braunmanns opklaring af et mord på en ung kvinde trækker tråde langt ind i nazitoppen. For læsere af historiske krimier.
Denne kriminalroman foregår i Berlin i 1940-1941 mens 2. verdenskrig hærger, og det nazistiske Tredje Rige virker uovervindeligt. Berlin er mørklagt aften og nat pga. bombeangreb og i ly af denne mørklægning, bliver en ung pige myrdet og dækket af sne. Kriminalkommissær Johann Braunmann sættes på sagen. Selvom hans chef, politigeneral Reinhard Heydrich, er hårdt præget af mordet, så viser det sig, at han tilbageholder informationer for Braunmann. Kommissæren kommer mere og mere på sporet af forbrydelsen, der trækker tråde dybt ind i nazisternes magtfulde top. Det er ikke nogen, som man ønsker at lægge sig ud med. "Snesmil" er den første bog i en planlagt trilogi om Johann Braunmann.
Spændende og dygtigt skrevet historisk krimi, der skaber en helt særlig ramme for fortællingen. Krigen og Det Tredje Riges grusomheder bliver blandet sammen med en nervepirrende kriminalgåde. Der er sans for de historiske detaljer, samtidig med at karaktererne og steder beskrives indgående. Selvom sproget er detaljeret, fremstår det aldrig rodet eller opremsende.
Lotte Hammer har skrevet op til flere romaner, der foregår under 2. verdenskrig. "Snesmil" minder en del om Den der bliver tilbage har ret og Philip Kerrs "Berlin noir"-serie.