Playstation 2. Arkadespil. Spilpakke med 16 spil der oprindeligt udkom 1990-97. Konverteringen af spillene er sket nænsomt, så der er en fornemmelse af originalitet i lyd og grafik. Genrerne er kampspil, sportsspil, platform og shooter. Spillene kan spilles af børn fra 8 år, men er primært for spillere, der husker dem fra den gang. Sproget er engelsk, men ikke nødvendigt at beherske for at spille. Pegi 12+ og advarsel for voldeligt indhold virker noget overdrevet. Neo Geo-konsollen blev udviklet i 1990 og fik størst succes i Japan og USA, hvorfor flere af spillene i pakken er forholdsvis ukendte i Danmark. Styringen af spillene er tilpasset joypad'en så den føles naturlig. Flere af spillene giver mulighed for 2-player. I hvert spil er der opsat nogle mål, som hvis de nås, åbner mulighed for ekstra spilfigurer, slagkombinationer, at se originale tegninger fra spillets planlægningsfase, musikstykker eller små videoklip. Spillene er Art of fighting, Baseball stars 2, Burning fight, Fatal fury, King of the monsters, Last resort, Magician Lord, Metal slug, Neo turf masters, Samurai shodown, Sengoku, Shock troopers, Super sidekicks 3, The King of the fighters '94, Top hunter og World heroes, sidstnævnte er der dog kun adgang til, når der er åbnet for tilpas mange mål. Spilpakken kan sammenlignes med de tidligere tilbudte samlinger fra andre spilproducenter, som fx Segas Sega mega drive Collection, som dog indeholder flere spil, der er mere kendte herhjemme. En nænsomt bearbejdet genudgivelse af en række mindre kendte spil fra 1990-97. Størst spilværdi vil være for de nostalgiske, der ejede Neo Geo-konsollen.