Smuk billed- og oplæsningsbog om drengen Snorri, der bor på Færøerne. Elever fra 4. kl. kan selv læse bogen. Snorri på 10 år bor i Kvivik på den største af øerne, Streymoy. Vi følger ham i hverdagen, og læseren får en klar fornemmelse af, hvordan det er at leve på Færøerne i dag. Bogen viser i nogle fantastiske flotte billeder livet på Streymoy. Den er fyldt med fakta om Færøerne. Indledningen viser et kort over øerne. Det er kun byerne på Streymoy, der er påsat. Her mangler jeg navne på de største byer på de andre øer, så læseren ser, at de også er beboede. Snorris skolegang, fritid og leg og hans pligter bliver beskrevet i tekst og billeder, hvilket giver et godt indtryk af barnets liv der. Desuden beskriver bogen øernes vigtigste erhverv: fiskeri, fåreavl og landbrug. En færing fortalte mig dog, at de fleste får holdes som fritidslandbrug, og at Færøerne ikke er et landbrugsland, som bogen giver indtryk af. Bogen supplerer børnebøgerne om Færøerne, der er kommet indenfor de sidste 5 år: Kender du Færoyar - Færøerne?, (98), Børnene på bjerget, (95) samt Det vingede mørke, 2000.