Nu er fjerde samling af de skamløse æventyrgendigtninger her, og den er skrevet efter samme koncept som de tre forrige samlinger. Atter er det Søde Sally Sukkertop og Bedstemor Bob, der er hovedpersonerne i rammehistorierne, men ellers går det ud over både Grimm og H.C. Andersen. Det er de sjove omskrivninger og den meget hurtige handling snarere end pointerne, der er forfatterens styrke, og samme mangel på pointe gør indimellem læsningen lidt anstrengende. Men mange oplæsere til børn i 6-12-årsalderen er meget glade for bøgerne, og det er således en smagssag, om man er til Kidde i denne udformning. Anskaffelsen af dette bind fire, som i udstyr og omslag ligner de tre første, kan rette sig efter erfaringerne med dem. Tegningerne i vanlig stil er ifølge forlagets oplysninger stort set hentet fra tegneserier, som Kidde tegnede, før han blev blind, men der er enkelte nytegninger. I børnebibliotekerne er bogen bedst placeret blandt oplæsningsbøgerne til mindre børn, selv om også større børn kan få fornøjelse af den.