Smagfuld og gennemført håndbog om Bourgognes vine. For alle vinkendere og de der vil vide mere om området Bourgogne og dets vine.
Bourgogne er en vin, der er let at drikke, men svær at blive klog på. Denne bog hjælper læseren igennem Bourgognes utrolig mange små marker, appellationer og producenter. Bogen består primært af en række interviews og smagninger med vinproducenterne i distriktet Bourgogne. Ud af 3500 producenter i området, har forfatter Søren Frank udvalgt de 123 bedste vine, de vine Frank selv drikker og de vine, der er mest tilgængelige på det danske marked. Bogen er tænkt som en håndbog eller et opslagsværk, der kan anvendes efterhånden som man udforsker et vinområde. Igennem hele bogen er der også fokus på Bourgognes gastronomi, da denne hænger tæt sammen med vinen. Med ordforklaringer, importørliste og register.
Enormt flot og yderst gennemarbejdet værk, der er formidlet af en der virkelig kender sit stof. Layoutet er klassisk og smagfuldt med mange flotte fotografier.
Søren Frank har tidligere udgivet Vinene fra Bourgogne, og nærværende udgave kan siges at være en noget revideret 2. udgave. Udover at bogen er udvidet med 122 sider, er der også en del ændringer. Bl.a. er der nye portrætter, nye generationer af producenter og ikke mindst nye, højere priser, da Asien for alvor har fået øjnene op for Bourgogne, hvilket har betydet en betragtelige stigning i efterspørgsel og priser.