Denne titel kom første gang på dansk i 1994, derefter i 1996, hvor den blev delt op i 2 bind. Nu er den så tilbage igen i ét stort bind (med de uundgåelige små bogstaver), og på mit bibliotek var den forrige da også slidt op. Ved check af bibliotek.dk stod den hjemme mange steder, og det fik mig til at tænke på, at King kræver en del af sin læser. Man skal kunne holde rede på en ofte kompliceret handling, man skal være hjemme i et fantasy-univers, man skal kunne lide denne genre, der befinder sig i grænselandet mellem gys, gru og spænding, krydret med fantasy. Og så skal man ikke vige tilbage for romaner på over 500 sider. Men er det ok, så er der her en usædvanlig og usædvanligt velskrivende forfatter. Han kan fortælle de utroligste røverhistorier, og det hele står visuelt klart og helt troværdigt. I denne historie handler det om en amerikansk lilleby og om den ondskab, der lurer under overfladen. En ældre mand begynder at lide af søvnløshed efter sin kones død, men det er slet ikke så enkelt. Han kan lidt efter lidt se alle skabningers aura, og han opfanger en lurende trussel mod byen. Små (venligtsindede?) væsener beslutter endelig at kommunikere om tilværelsens store spørgsmål med ham og hans veninde, og historiens slutning er neglebidende spændende, detaljemættet og uventet. "Det er osse altid mere uhyggeligt i en bog", sagde den tilstedeværende 13-årige bogsluger.