En rigtig tøsebog med lyserødt og glimmer for piger i alderen 4-8 år. Sofie Fehår planlægger forventningsfuld sin fødselsdag og inviterer sine veninder, som er yndige, prinsesseagtige feer. De melder afbud med dårlige undskyldninger, og da dagen oprinder, er Sofie ked af det og føler sig ensom og forladt. Men det behøver hun ikke være, for veninderne har planlagt et surprise party for hende, hvor hun bliver fejret efter alle kunstens regler. Historien er måske lidt tynd i det set med voksne øjne, men den vil nok alligevel finde genklang hos små piger, for hvem har ikke prøvet at føle sig skuffet og svigtet. Det, der får bogen til at gå rent ind hos målgruppen, er udstyret: Lutter pastelfarver (og selvfølgelig mest lyserødt) og søde småpiger med fevinger i feminine universer; pigeværelset, tøjbutikken, prøverummet, frisøren, skønhedssalonen, indkøbsturen, slikbutikken og isbaren. Og så er der på hvert eneste opslag flapper eller pop-ups, som vækker stor begejstring. Disse er solidt lavet, men kan alligevel være problematiske i bibliotekssammenhæng, for hvis (når) de går i stykker, mister bogen en del af sin fascinationsværdi. Foreløbig første bog af forf. på dansk, men der er planlagt flere bøger og merchandise med den lyserøde Sofie Fehår.