Valget af biografien som litterær form til skildring af Sofie Madsens liv, arbejde og resultater med særlige børn er indlysende og bærer værket fint. Vi læser om hendes baggrund og personlighed, bygget på omfattende indsamlinger, og får præsenteret en lang række børneskæbner. Der var for Sofie Madsen tale om intet mindre end et kald, hun satte alt andet til side - først sent valgte hun at få sit eget værelse på Himmelev Børnehjem, for det var så godt for små med problemer med en hånd at holde når de skulle sove. Hendes styrke var at tie og arbejde med tingene for at få dem til at tale, og så siden forklare. Det er betagende at læse om, og det er da heller ikke uden grund, at Sofie Madsens banebrydende indsats stadig ligger til grund for indsatsen for autistiske børn her i landet. Sproget er tilgængeligt også for ikke-fagfolk, Sofie Madsens dugfriske iagttagelser er stadig af højeste karat. Forfatteren lægger dette værk til Sofie Madsens to egne værker, mest udbredt Hvad børnene lærte mig, som er udsendt i talrige oplag, og også denne vil finde en plads i grund- og videreuddannelse inden for pædagogik og psykologi. Jeg tror, bogens inddragen af tidens åndshistorie vil have bud til en yderligere kreds af læsere. 36 henvisninger og et par store noter dokumenterer, sammen med både for- og efterord.