Pernille Kløvedal Helwegs bøger om Sofie er både smukke og særegne. Omverdenserfaring kan man vel kalde det, Sofie gør sig, og bortset fra Sofie og tigergrisen (98/51), har hun været vidt omkring. Denne historie udspiller sig ganske vist på noget der ligner en dansk strand, og er en historie, en kinesisk kvinde fortæller Sofie. Men den foregår i Kina og handler om Yui, der som 4-årig får snøret sine fødder, - noget man gjorde helt op til 1913 i de bedste familier! Det meste af historien fortælles i Helwegs medlevende og varierede illustrationer, hvor farverne understreger historiens faser og følger Yuis smerte og totale følelse af at blive svigtet. Helweg blander ubesværet fakta og fiktion i sine illustrationer og har nogle fine og helt specielle "kommentarer" undervejs. En af grundene til at hendes bøger bliver så fænomenale er, at synsvinklen er barnets, at hun i lige høj grad vægter Sofies (og bøgernes læseres) medleven og nysgerrighed ved mødet med den fremmede kultur, som selve præsentationen, og at hun aldrig bliver belærende. En anden er, at hun har noget på hjerte og kan fortælle det - ikke mindst i nogle fantastiske billeder. Det skal afsløres, at historien om Yui ender lykkeligt og er en rigtig fin bog fra 4 år.