Forfatter og illustrator kendes fra mange børnebøger. På forsiden til bogen, der kan læses højt fra 5 år, mødes vi af en meget trist Sofie og hendes bamse. Ikke underligt for Sofies far og mor skal skilles. Andre i Sofies og hendes forældres situation, kan i den lille historie hente god hjælp til at klare den svære situation. Forfatteren formår med flot og overbevisende psykologisk indsigt, at fremstille barnets tanker og utryghed i situationen. Og den voksne bliver opmærksom på barnets reaktioner og følelser, fx hvor utrygt det er, når de voksne skændes, og når man skal at bo hos forældre på skift. Historien fortælles i et dialogrigt og roligt hverdagssprog, der udtrykker de voldsomme følelser, uden at blive knugende. Teksten er sat i en åben sats på venstresiderne. Ulla Dietls s/h udtryksfulde helsides illustrationer, holdt i gråtoner, er en god støtte. Sofie er o. 5 år. Mor skal flytte. Sofie er bange, er det hendes skyld? Bamse agerer som en projektion af hendes følelser. Hun skal være delebarn, men hvad med hendes ting? Og hvor skal bamse være? Når hun er hos mor, savner hun far og omvendt. Hendes forældre tackler situationerne med respekt for Sofie, og da vi siger farvel til hende, er det med optimisme og tro på, at det nok skal gå.