Meget velegnet for låneren der ønsker en mere nuanceret soldaterhistorie. Den opgaveskrivende låner kan ligeledes få glæde af bogen.
"Det er bare seks måneder, så er jeg hjemme igen," sagde jeg til min familie, dengang jeg rejste. Sådan beskriver forfatteren selv sin afsked med Danmark. Men ikke i hans vildeste fantasi kunne han forestille sig hvilke situationer han ville havne i. Disse situationer beskrives levende fra forfatterens side, og giver et sjældent indblik i livet som udsendt. Bogen er opdelt i to hovedafsnit, et første afsnit der fortæller om livet som soldat i Afghanistan, efterfulgt af en andendel, der beskæftiger sig med den mere diplomatisk dele af sagen. Denne opdeling fungerer fremragende og medvirker til, at man som læser bevarer den røde tråd. Sproget der benyttes er letlæst, flydende og volder ingen problemer for læseren. Derudover indeholder bogen enkelte fotos, fra forskellige situationer.
Efterhånden er der kommet en del litteratur omhandlende Danmarks involvering i Afghanistan, så for yderligere læseoplevelser se bl.a. Jæger : i krig med eliten, 2011.
En meget spændende og læsevenlig bog. Jeg kan kun anbefale bogen og spår den nogle flotte udlånstal.