En utrolig god bog i serien, som tidligere har behandlet 7 andre flygtninge- og indvandrergrupper. Gennem mødet med en række somaliske flygtninge møder læseren mange sider af hjemlandets kultur, flygtningeproblematikken og de svære valg i Danmark. Det er overlevere, vi møder, men det ændrer ikke ved de grundlæggende problemstillinger. Det er en bog til samfundsfag og selvvalgte opgaver, men den kan også bruges i mange andre sammenhænge. Teksten er ikke svær, men kan bedst læses med udbytte fra ca. 14 år. Man kommer ind i bogen via indholdsfortegnelsen og et beskedent stikordsregister. Der er litteraturliste, en historisk oversigt, et lille faktaafsnit og et kort. Teksten er i en bred spalte med sort/hvide fotos af de flygtninge, som kommer til orde. Spredt over hele bogen findes bokse med citater, læserbreve og faktuelle oplysninger. Vi hører om det usikre liv i Somalia, familieadskillelse, uddannelsesproblemer, religion, blandet ægteskab, og der er et godt afsnit om den omstridte skik med omskæring af kvinder. Det er en bog med mange indgange og hermed mange anvendelsesmuligheder. Den kan bruges sammen med Børn på flugt fra Dansk Røde Kors fra 1993, Sybilla Wilkes vi fik ikke sagt farvel fra 1994 og Aman - en somalisk piges historie fra 1995.