Temaerne i disse noveller, der tidligere har været trykt i Forrådt (1892). Barnefortellinger (1890) og Sommer (1899) er den sociale nød, voksnes undertrykkelse af børn, ægteskabs- og kvindeproblematik. Amalie Skrams forfatterskab mødte enorm modstand både offentligt og privat på grund af hendes naturalisme og de ting, hun skrev om: Samfundets undertrykkelse af de socialt dårligst stillede, af kvinder og børn. Disse prosastykker bærer nok præg af deres tid i udtryksformen, men indholdsmæssigt giver de både indtryk af den samfundsmæssige virkelighed på hendes tid og nogle psykologiske mekanismer, der stadig er aktuelle. Bjørnson udtrykte tidens holdning til Amalie Skram: »Hun er en trappetøs.« Men hun havde fat i den lange ende og Pax gør efter min mening helt rigtigt i at sørge for at genudgive hendes forfatterskab.