Truman Capote døde i 1984, men sidste år fandt man nogle stilehæfter med et manuskkript skrevet før hans debut i 1948. Teksten udkom som kortroman i USA, samtidig med at filmen Capote havde premiere. Handlingen udspilles i nogle hede sommermåneder i New York lige efter krigens afslutning i 1945. Den 17 årige velhavende og smukke Grady er ladt alene tilbage i byen, mens forældrene tager på krydstogt til Europa. Grady er utilpasset og gør oprør mod de sociale normer. Hun forelsker sig i parkeringsvagten Clyde, der for hende repræsenterer alt det forbudte. De har en erotisk affære og gifter sig impulsivt. Det får katastrofale konsekvenser og giver bogen en dramatisk afslutning. Ungdommens trang til oprør er eviggyldig, og den er her beskrevet med indlevelse og dynamik i et stærkt sanset billedsprog. Med få ord tegnes steder, personer og miljøer præcist. Første halvdel virker mest gennemarbejdet, men alt i alt er romanen læseværdig både for sin egen skyld og som et bidrag til at belyse forfatterskabet. Hertil medvirker et glimrende efterskrift af Ebbe Mørk.