Eventyret om sommerfuglen, der har så svært ved at finde kærligheden - ligesom H.C. Andersen selv havde det - findes i flere eventyrsamlinger, men udkommer her for første gang som billedbog. Det er eventyret om sommerfuglen, der flyver fra blomst til blomst gennem årets 12 måneder for at finde sig en kæreste, men ingen af blomsterne er gode nok. Sommerfuglen ender sit liv ensomt som pynt i stuen. Eventyret er illustreret af Irene Hedlund, der kunstnerisk og udtryksfuldt følger eventyret og fortolker sommerfuglens indre og ydre univers. Der er valgt kraftige farver, der skifter med årstiderne. Illustrationerne fortolker eventyret optimistisk. Sommerfuglen er tegnet, som en Harlekin figur, der glad og ubesværet med et væld af farvepalletter bevæger sig rundt på de flotte billeder, der indeholder mange detaljer til fordybelse. Sommerfuglen ender som et skelet, men der er håb forude, for farvepaletterne er forvandlet til små spraglede sommerfugle. Den originale tekst er skrevet med moderne retstavning, og bogen er forsynet med et fyldigt og lærerigt efterord af lektor Jørn Ørum Hansen. En billedbog, der er relevant og aktuel på vej ind i H.C. Andersen-året til børn fra 6 år, og som anbefales til digterens mange beundrere i skole og fritid.