Bøger / skønlitteratur / dramatik


Beskrivelse


Skuespil. I et sommerhus forsøger fire personer at finde ud af, hvad der er sket med deres fælles ven, Johannes, der pludselig er forsvundet. 4 roller (2 kvinder og 2 mænd), 1 scene/location. Varighed: 70 min.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 20. juni 2014

af

af

Anne-Meta Lind Brunsborg

d. 20. juni 2014

Et stykke for de dygtigste amatørgrupper. At personerne i stykket går ud og ind af egne og hinandens roller, kræver trænede skuespillere.

Magnus Berg og Thea Kulavig har skrevet skuespillet. I et slidt sommerhus møder vi 4 personer, 2 kvinder og 2 mænd, der kun kender hinanden sporadisk. De er alle inviteret af en fælles ven, Johannes. Det er morgenen efter en våd aften. Lidt efter lidt går det op for de fire, at Johannes er forsvundet. Er han taget væk? Er han død? Hvor er han? Mens de fire forsøger at komme til hægterne, prøver de at rekonstruere, hvad der egentlig skete aftenen før, da alle havde indtaget anseelige mængder alkohol. Det bliver til en grum udlevering af de fires indbyrdes forhold, deres forhold til og afhængighed af Johannes, af deres hemmeligheder og drømme, af deres egoisme og af deres ensomhed. I forsøget på at huske går de fire ind i hinandens roller og spiller hinanden og Johannes i episoder fra aftenen før. Der er altså et nutids-, et datids-, men også et metaplan. Metaplanet er de fires egne indre monologer, hvor frygt, længsler og drømme åbenbares. Vi ender således med et helt andet billede af de nu blottede personer, end vi begyndte med. Den komplekse struktur i stykket skaber virkelig god suspense. Spillet varer ca. 70 minutter.

Temaet, en række personers indbyrdes opgør i et øde sommerhus/fritidshus, finder vi også i Andreas Garfields Vangså og Thomas Levins Peter og elgen.

Et spændende spil, som en god amatørgruppe kan få meget ud af.