"Fremfor at identificere sig selv som en del af problemet med sin frelste retorik og undersøge det politiske etablissements fallit, herunder hans egen, så fortsætter Bono fortrøstningsfuldt ud ad den grundigt udtrådte flosklernes sti, mens han danser revolutionsromantik-a-go-go. I front for U2 står en mand, der har mistet enhver troværdighed som messiansk ikon, og det skygger for den eventuelle musikalske nydelse, der måtte gemme sig her på deres seneste album ... Her [er] cirka en pladesides penge med solide sange fra et band, der stadig bevæger sig steder hen, omend i yderst behersket tempo. Desværre kæntrer Songs of Experience på anden halvdel, hvor det mudrer helt til i 1) rockteatertorden, allerværst med »Blackout«, 2) sentimentale ballader, mest ulideligt »Landlady«, og 3) Coldplay-pastichen »Love is bigger than anything in its way«. Her (...) udruller irerne det forlorne militærklaviatur med spektakulære fusere og løst krudt. Søg dækning, dem der kan. Således drukner U2'sSongs of Experience i mere tom musikalsk gestik, der perfekt matcher de udvandede, impotente tekstklicheer om kærlighed og politisk forandring".