Spil / computerspil

Sonic & Sega all-stars racing with Banjo-Kazooie


Beskrivelse


Racerspil. Kør vildt ræs i alverdens skøre køretøjer med alle de kendte figurer fra Sega-spillene. Lær de skjulte tips og tricks for at komme først over målstregen. Undervejs kan du bombardere dine modstandere med skøre våben, som du samler op undervejs i spillet. Kør i turneringer, enkelte løb, tidskørsel og missioner, hvor du kan åbne for nye baner. Tjen Sega Miles og shop i butikken for bedre køretøjer og federe musik.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 26. feb. 2010

af

af

Finn Wraae Poulsen

d. 26. feb. 2010

Nintendo DS, Xbox 360. Racerspil, som bygger på kendte figurer fra Sega-spil. Spillet henvender sig til en bred skare af arcade racing fans. Fra ca. 8 år og op til legesyge voksne. Uproblematisk PEGI-rating på 7. Spillet er på engelsk.

Det er umuligt ikke at nævne "Mario Kart", når dette spil skal beskrives. Hele spilkonceptet for nærværende spil er yderst talentfuldt planket fra dette spil. Som i "Mario Kart" køres der et humoristisk race med deltagelse af figurer fra diverse Sega-spil. Der kan køres med blandt andre Dr. Eggman, Billy Hatcher, Tails, AiAi og Amigo. De farverige baner er inspireret af de forskellige Sega-spil og bygger på, at man skal tillære sig forskellige køretekniske tricks og fiduser, samtidig med at man samler boosts, våben og forhindringer, som kan bruges mod konkurrenterne, når de bliver for nærgående. Her kan der blandt mange andre muligheder afskydes raketter og båttes med et yderst destruktivt båthorn. Der kan køres i bl.a. Grand Prix, tidskørsel, Single Race og missioner.

Flere arkaderacere har med skiftende held forsøgt at gøre "Mario Kart" kunststykket efter, heriblandt Madagascar kartz og Cars - Race-O-Rama, men nærværende spil er hidtil bedste bud på en seriøs konkurrent.

Da "Mario Kart" aldrig har været tilbudt bibliotekerne, må man jo ty til det næstbedste, og her synes jeg Sonic & Sega all-stars racing står stærkt. Tilgangen til spillet er enkel og læringskurven er kort og overkommelig, selv for de yngste spillere. Spillet er selvfølgelig sjovest, når man spiller mod vennerne. Spillet er et must.



Informationer og udgaver