Billedhuggeren Sonja Ferlov Mancoba (1911-1984) er en vigtig figur i det 20. århundredes danske kunst. Hendes udgangspunkt er dels de strømninger, der i 30'erne indførte en abstrakt kunst med sammenslutningen Linien og senere Cobrabevægelsen, dels efterkrigstidens konkret-konstruktive kunst. Endelig har hendes møde med afrikansk og anden ikke-vestlig kunst sat dybe spor i hendes skulpturer. Denne bog, der udgives i samarbejde mellem Fyns, Holstebro og Nordjyllands Kunstmuseum, er den hidtil største behandling af Sonja Ferlov Mancobas liv og hendes kunst. I en række artikler indkredses udviklingen i hendes kunst og relationerne til de danske kunstnersammenslutninger, hendes forhold til afrikansk kunst, som hun tidligt mødte gennem samleren Carl Kjersmeier, og det kunstneriske fællesskab mellem hende og hendes mand, den sydafrikanske kunstner Ernest Mancoba. Ca. en tredjedel af bogen består af en værkfortegnelse med udstillings- og litteraturoplysninger om hvert værk. Bogens forfattere er mag.art.'erne Anne Lie Stokbro, Marianne Barbusse og Mikkel Bogh, og de giver i fællesskab et grundigt overblik over denne væsentlige kunstners liv og værk.