Et dansk drama instrueret af Nils Malmros og baseret på hans eget liv og ægteskab. Filmen har et meget bredt publikum og henvender sig i princippet til alle voksne. Filmen er på ingen måde sentimental, så der er bestemt også et mandligt publikum til filmen. Kan ses fra 11 år.
Johannes kommer efter et foredrag hjem til et hus, hvor alt virker forkert. Hans svigerforældre sidder i stuen, men hverken hans kone Signe, eller deres 9 måneder gamle datter, Maria, er til stede. Signe har dræbt Maria med en køkkenkniv, og nu er Signe indlagt på den lukkede afdeling. Så er filmen skudt i gang! Filmen følger Johannes, som i samtale med psykiateren Birkemose, ser tilbage på sit forhold med Signe, siden de mødtes første gang. Signe er maniodepressiv, og Johannes har overtalt hende til at smide sine litiumpiller ud. De bliver gift, men Signe er jaloux på den unge hovedperson i Johannes' film (Kundskabens træ). Det hjælper, da Signe bliver gravid, men efter fødslen bliver hun mere og mere manisk. Tragedien sker, men Johannes står fuldt ved sin kone og bakker hende op. Filmen skildrer nøgternt begivenhedernes gang. En meget ærlig film.
Kan sammenlignes med Malmros' andre film, som også er delvis selvbiografiske. Denne anmelder kender ikke andre film, der handler om mødre, der dræber deres spædbørn.
Fantastisk film, som er et must på alle folkebiblioteker. Som nævnt tidligere, en usentimental film, men denne anmelder (med et barn på knap to år) synes den var barsk at se. Anbefales varmt.