Skriver man digte fra følelsernes inderste lag, og det gør CN her i opus tre, må det nødvendigvis ske sotto voce - med dæmpet stemme - så langt fra slagfærdig opstemthed som muligt. Vi er,hvor sindets bevægelser skifter, og der søges "ved sårbare zoner". Hvad der søges efter, er "en formende glæde", "kroppens inderliggjorte fungeren", dens "takt med livets puls". Om muligt at findeligevægten et sted mellem forventning ("sårfeberen") og afmagt ("nedkølingen") bliver da samlingens ærinde. Afsøgningen i det indre viser sig i høj grad at være knyttet til sproget ("netop atformulere/handler det om/en gang for bestandig/indfange det umulige") og til kærlighedens gerninger - der er i den forbindelse ikke sparet på noget: "lad mig svide dit kød/med moderhulens ætsendesafter." - CN fik nogle drøje hug for sine første digtsamlinger, men har heldigvis ikke ladet sig standse. Nu som før er hun hele tiden ude med sin sårbarhed. Hendes søgende refleksioner ogkoncentrerede sprogbrug er bådeinteressant og stimulerende: en udfordring til lyriklæsende lånere.
