Søvnproblemer skyldes oftest stress, dårlige sovevaner og negative forventninger. For at komme søvnproblemerne til livs må man se på de bagvedliggende årsager. Ved at gennemlæse bogen kapitel for kapitel og gennemføre dens øvelser, får man et godt indblik i søvnen og ens egne søvnproblemer. I tilgift vil man kunne anlægge nogle bedre sovevaner og og lære forskellige teknikker til at afhjælpe problemerne. Der er udelukkende tale om naturlig behandling. Sovemedicin er ikke nogen løsning. Hvert af bogens 8 kapitler behandler spørgsmålet om søvnhygiejne med fokus på en bestemt synsvinkel. Der er ingen tvivl om, at man, såfremt man går seriøst til værks, vil kunne opnå meget bedre nattesøvn ved at følge bogens anvisninger. På negativsiden må jeg anføre, at bogen er fyldt med skemaer, der skal udfyldes. Dem er vi jo ikke så glade for i bibliotekerne. Til gengæld vil man så være udmærket hjulpet med Urolige nætter, 1999 og Sov nu!, 2002.