Den danske forfatter (1954-) er skuespiller og journalist og på bibliotekerne bl.a. repræsenteret med Sammen : om kærlighed der lykkes, 2000. Denne meget overbevisende romandebut har sådan set også temaet kærlighed, men kun som ramme om fortællingen. Bogen følger en kernefamilie - mor, far og 2 piger - i voksende økonomiske kår og med flere og flere forbrugsgoder gennem 1960erne og lidt af 70erne. En kærlig familie, som holder sammen, har fælles værdier og styr på ønskerne for fremtiden - man er stolt over familiens første student. Men ukuelighed og kærlighed er ikke nok, det hele krakelerer på grund af moderens psykiske sygdom, som er for tung en belastning og for stor en sorg. Det er en bog, der går ind under huden hos læseren, skrevet fra barnets vinkel med stor indlevelse, både på det ydre plan - et pragtfuldt skildret tidsbillede - og i personskildringen, og skrevet med et sjældent mesterligt mix mellem humor og hjerteskærende stor tragedie.