Denne bog om Spanien kan læses og forstås af unge fra ca. 14 år og opefter. Det er en informationsmættet bog, som er sprogligt tung og derfor kræver forhåndsviden om emnet eller mulighed for hjælp fra en voksen for at kunne give fuldt udbytte af læsningen. Bogen er velegnet til brug i forbindelse med undervisning eller som optakt til ferie i Spanien.
Bogen indeholder 14 emner, som samlet giver et godt og fyldigt indblik i landet, deriblandt emnerne: historie, befolkning, politik, økonomi, turisme, religion, landskab og klima. Grundteksten suppleres med diverse faktabokse, farvefotografier og diagrammer. Bagerst i bogen findes en udmærket tidslinje, en ordliste og et godt stikordsregister. Tekstens faglige indhold er meget komprimeret og ikke helt let tilgængeligt. Bogen kan derfor være en for stor mundfuld for nogle læsere.
Der er udgivet en del bøger om Spanien, også af nyere dato. Denne udgivelse er på et fagligt højere niveau end mange af de øvrige, men minder meget om titlen af samme navn i serien Lande i verden, 2006. Bogen supplerer samlingen udmærket.
Fagligt komprimeret bog om Spanien, som til tider er svært tilgængelig. Bogen præsenterer landet godt og passer godt ind i samlingen af bøger om Spanien.