Hinze er jurist med skatteret som speciale samt ejer af en feriebolig i Spanien. Han er således selvskreven til at behandle specielt de økonomiske problemer, mere eller mindre fastboende danske i Spanien møder. Efter en generel indledning om landet følger en oversigt over arbejdsmuligheder og lønninger. Derefter kommer afsnit om køb af grund, hus eller lejlighed samt bil med priseksempler. (Bogens oplysninger er indsamlet ca. 1/7 1974). Indrejse- og opholdsbestemmelser, levevilkår, gennemgang af dobbeltbeskatningsoverenskomsten af 1/1 1974. Desuden beskatningsreglerne i Spanien, bestemmelser om folke- og invalidepension samt diverse oplysninger om hushjælp, skoler og helligdage. Som bilag gengives hele førnævnte overenskomst med tilhørende vejledning. En nyttig bog for større biblioteker.