Denne bogs fokus er computerspil i et pædagogisk perspektiv. Henvender sig fortrinsvis til lærere og pædagoger, samt andre med interesse for computerspil.
Bogen giver mulighed for at læse om forskellige former for spil. Spil er en basal del af børns digitale liv, som forældre og forskere har svært ved at følge med i. Bogen beskriver spil der er lavet til læring, og konkluderer at de mest lærerige spil, er dem der har en naturlig relation mellem spillets læringspotentiale og den spilmekanik der gør det sjovt. Der skrives ligeledes om vold i spillene, og at forskningen ingen påviselig skadelig langtidseffekt har fundet. Yderligere indhold er, spørgsmål til spilpsykologen og et kapitel med overskriften "Hvem er bange for den store stygge playstation". Et kapitel henvender sig direkte til læreren, hvor der bl.a. gives eksempler på, spil som tekst, spildesign og gamification ligesom lærerrollen såvel den praktiske som den pædagogiske beskrives. Slutteligt omtales den spildidaktiske cirkel.
En rigtig god og vigtig bog, der gennem såvel layout som formuleringer kommer med rigtig mange bud på de udfordringer, man står i når det drejer sig om computerspil. Bogen er letlæst, der er ikke så meget "udenoms-snak" og bogens enkelte afsnit er meget overskuelige.
Kan sammenlignes med Computerspil der ligeledes har den pædagogiske dimension med.