Til alle der gerne vil leve sundt - inspireret af ayurveda.
Den første fjerdedel af denne sundhedskogebog handler om livsfremmende, udrensende og livshæmmende mad baseret på det tusinder af år gamle sundhedssystem ayurveda. Udfra de tre kropstyper - vata, pitta og kapha - kan man finde frem til den mad, der passer bedst til en. (Prøv kropstypetesten i bogen). Resten af bogen er opskrifter, der tager udgangspunkt i bogens grundlæggende kostprincipper om livsfremmende mad (grøntsager, friske råvarer, økologi osv.). Det er for de fleste opskrifters vedkommende meget enkle retter baseret på linser og/eller grøntsager. Her er både tærter, fyldte grøntsager, wokmad, lasagne, hummus, salater, kager og konfekt. De fleste ingredienser fås hos velassorterede supermarkeder, resten skal man finde i en helsekostbutik. Forfatteren har i de sidste 25 år beskæftiget sig med mad og sundhed ud fra et ayurvedisk perspektiv. Har tidligere udgivet Sundhed er at lytte, 2008. Han er uddannet ayurveda-terapeut og har været indehaver af den ayurvediske restaurant Flow i København. Bogen er flot illustreret.
Der er Spis dig lykkelig, 1998 (2. udgave kom i 2009 udgivet af Zederlinn). Den indeholder også vegetariske opskrifter på livsfremmende og styrkende mad.
En inspirerende og sundhedsfremmende kogebog inspireret af ayurveda.