Advokaten Hermann Jensen er på tyveritogt efter et par af den dejlige underbo, Mariannes, trusser i opgangens vaskekælder, da han overraskes af pensionisten Ivan. Han gemmer sig, men vælter efter et stykke tid og skræmmer livet af Ivan. I huset bor også Otto med internetfirmaet, hvis opvækst har været præget af en ustillelig, men ikke altid gengældt, appetit på piger. Både Hermann, Marianne og Otto er singler omkring de 30, og selv om de først for alvor mødes til Ivans begravelse, viser det sig, at de alle har lig lasten i ikke blot overført betydning. Det er fx ikke første gang, Hermann uforsætligt bliver drabsmand. Gammelgaard er kendt i kunstverdenen og har tegnet tegneserier, men dette er hans romandebut og en meget sikker en af slagsen Historien er sprudlende og nogle steder lettere vanvittig som Thorstein Thomsen og tidlig Bjarne Reuter for voksne, men der er alvor bag løjerne, så ud over man bliver rasende godt underholdt, får man også gode og præcise portrætter af tre tidstypiske skæve eksistenser, der med vidt forskellige udgangspunkter nok skal klare sig alligevel.