Karrieremæssigt kører det for den 32-årige madjournalist Nina. Da hun genoptager dating, møder hun den fantastiske og flotte Max, som måske er for god til at være sand? Romanen appellerer bredt til læsere af humoristiske velskrevne romaner om venskab, single- og voksenliv.
32-årige Nina er en succesfuld madjournalist og har netop købt sin egen lille lejlighed i London. Flere og flere i vennekredsen bliver gift, får børn og flytter til forstæderne og efter et par år som selvvalgt single, føler Nina sig klar til dating igen. Den første date med den flotte og maskuline Max er næsten for god til at være sand. Efter et par måneders stormende forelskelse får det en brat afslutning, og samtidig forsvinder Ninas elskede far ind i glemslens tåger pga. Alzheimers. Den engelske journalist og podcast-vært Dolly Alderton nød stor ros for sin selvbiografiske bog Alt hvad jeg ved om kærlighed.
Dolly Aldertons velskrevne "Spøgelser" i en humoristisk og rammende tone er, hvad Bridget Jones var for 1990'erne: en medrivende op- og nedtur i 30'ernes forvirrende og festlige singlekultur, hvor livet altovervejende handler om dating, kærlighed, drinks, sex, mænd, veninder, tvivl og bristede illusioner. Samtidig leverer DA nogle gode betragtninger over venskab, familierelationer og tilhørsforhold.
Sally Rooney, Marie Aubert og Colleen Hoover kredser også om det uperfekte unge voksenliv. Se fx også Mit knap så perfekte liv.