Krimi for børn fra 10 år til selvlæsning/frilæsning eller evt. til oplæsning for børn fra 7 år.
Forsiden og titlen indikerer gyser, men bagsideteksten er heldigvis tydeligt deklarerende; børnekrimi, først udgivet på svensk i 1987. Vi er i Enköping på slottet Haga, hvor det måske spøger. Tobbe, Martin og Tina er de tre børn der kommer på sporet af at noget er galt på slottet, som er købt af en doktor Grubin. Der sker mange andre dramatiske ting. Der begås røveri mod byens iskiosk, og en ægte og mystisk robot dukker op til byens karneval, og den internationalt kendte detektiv, Loffe Listing, dukker op i byen i jagten på superskurken Herman Edderkop og hans mænd. Plottet er enkelt, men der er fyldt på med action og spændingsopbyggende elementer, der forløses med friskfyragtig humor, og derfor mangler i realisme hvad den har i action. Historien fortælles i et frisk hverdagsagtigt sprog, der ligner talesprog med små reflekterende kommentarer. Bogen er ikke svær at læse, men er ikke særlig læsetilpasset eller illustreret, men er dog i 29 overskuelige kapitler, og teksten står fint og tydeligt.
En på mange måder traditionel børnekrimi af "De 5-traditionen" i moderne, kvikt fortalt udgave. Vi er lidt i samme boldgade som serien, 2 bind hidtil, Dalslands-mysterierne af Pia Hagmar, hvor plottene og teksten måske er lidt strammere disponerede.
En handlingsmættet krimi i den traditionelle og nærmest klassiske stil, som fx i serien De 5 af Enid Blyton, og den vil tiltale mange krimilæsende børn.