Wii. Det var med spænding, at jeg satte familie sportsspillet Sports Island i wii. Genren har længe savnet en erstatning til klassikeren Wii sports. Spillet lovede godt, da det kun indeholdt nye sportsgrene i forhold til Wii sports. Men kunne den holde i forhold til klassikeren? I spillet kan man dyste i 10 forskellige sportskategorier, hvoraf en håndfuld af sportsgrenene er nye i wii-sammenhæng. En af de nye sportsgrene er bueskydning, der ikke kræver mange øjeblikke at lære. Men at skyde i plet er svært at mestre. Følelsen af at stå med en bue er dog godt lavet. Mit favoritspil i Sports Island er curling. Curling er ikke just den mest publikumsvenlige sport, men når man selv spiller, viser det sig at være absolut vanedannende. Man skal hele tiden udtænke strategier i forhold til, hvordan modstanderens sten ligger og hvornår man skal angribe eller forsvare sig. Spillet tilbyder en række forskellige spillemåder: I Deca League dyster 4 teams imod hinanden i 10 forskellige sportsgrene. I Deca Challenge er reglerne lavet om i hver sportsgren, så man får yderligere udfordringer. Styringen af spillet er ind imellem lidt klodset og trægt lavet, men generelt set er det i orden. Grafikken er noget kornet og ikke særligt iøjefaldende, men det spændende gameplay opvejer til dels dette. Man kan spille op til 4 spillere imod hinanden. Spillet har været et morsomt bekendtskab. Det kommer dog ikke helt op på siden af klassikeren Wii sports, rent kvalitetsmæssigt. Spillet egner sig glimrende som familiespil og kan magtes af børn fra 6 år og op. PEGI: 3+. Sprog: engelsk.