Bogen henvender sig til de børn i 0.-1. klasse, der har knækket læsekoden og skal træne erhvervede færdigheder. Voksenhjælp er påkrævet i de tilfælde, hvor det er ord med bogstavernes sekundære lyde, der optræder. I teksten er der relativt mange stumme bogstaver, hvilket også kan give anledning til samtale mellem barn og voksen. Bogen kan anvendes i specialcentret og til fritidslæsning.
Første bog i serien Super let. Jonas sidder og hygger sig, da han hører et bump. En fugl er fløjet mod vinduet, og er ved at dø. Han vil redde den, men det lykkes ikke. Far kommer hjem, og sammen sørger de for, den slags uheld ikke sker igen. En enkel fortælling, der kan overskues af den nye læser, som skal bruge meget energi på at afkode teksten. De fleste børn kender sikkert situationen og kan identificere sig med Jonas. Teksten er skrevet i korte hovedsætninger og er støttet af illustrationer i farve. De kan også bruges til arbejdet med forforståelsen af historien og efter læsningen.
De fleste børn har mødt døden og har et behov for at tale om den. Litteraturen giver mange muligheder for at åbne samtalen fx: Thit og den tamme krage og Lone bliver syg.
En fin fortælling fra dagliglivet. Den vil appellere til mange børns følelser.