Når der 30 år efter Edith Piafs død skrives en roman som denne om hendes liv og sang, er det i håbet om, at nye læsere, nye generationer vil fascineres af hendes skæbne og kunsts, som så mangeblev det i efterkrigstiden og siden. Det er ikke en biografi, men en fiktion med biografiske fakta, der som et netværk danner strukturen i en levende, tæt og intens beskrivelse af mennesket ogsangerinden Edith Piaf. Romanen har ikke blot en nutidig prolog og epilog med forfatterens personlige oplevelse af kunstneren, men dens kronologi afbrydes undervejs af en personliggørelse af deninspiration, der under et ophold i Normandiet styrer skriveprocessen. Disse tankespring er sat med andre skrifttyper og er med til at give bogen et stærkt personligt præg. Når man her følger EdithPiaf fra en barndom på samfundets bund, gennem Paris' gader som sangerinde og til de store scener som verdensberømt, med dybe personlige kriser og oplevelser og ser sangene blive til, da fornemmerman essensen i dem, ogdet vil man huske, når man hører dem igen. Måske vil man opsøge dem, og da har bogen tjent sit formål. Den er ikke helt let at læse, lidt springende, lidt indforstået kan denvirke, men gribende og hudløs som et memoriam, der mere ligner en legende. Den ungdom, bogen er tiltænkt, er dog nok ældre end skolebibliotekets lånere.
