Bøger / faglitteratur til børn / biografier

Stalin og hans tid


Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 29. juli 2002

af

af

Poul Wibbert Esberg (skole)

d. 29. juli 2002

Forlaget har i år udgivet Stalin, som handler om Stalins vej til magten, og der er naturligvis mange sammenfald med den foreliggende bog. Bøgerne er lige så meget beretningen om Sovjetunionens skabelse, storhed og fald som beretningen om mennesket Stalin. Det er gjort godt og grundigt. Bogen fokuserer i høj grad på magtkampene omkring Lenins død og de efterfølgende magtkampe i politbureauet. Stalins terrorregimente med Gulag, personkult (der trækkes skam parallel til en nuværende irakisk diktator) og skueprocesser beskrives usentimentalt, og der øses i små rubrikartikler ivrigt af diverse kilder og arkiver, og også danske apekter inddrages. Derved fremkommer et helt lille psykologisk portræt af et forunderligt system og mennesket Stalin, om hvem moderen udtalte, at det havde været bedre, om han var blevet præst!! Tilbundsgående er bogen ikke, men den er et fint udgangspunkt for emneopgaver i 7.-10. klasse. Ord- og medialister samt tidstavle er korte, men gode. Billedmaterialet er fortrinligt, som det veksler mellem samtidige s/h fotos og diverse propagandaplakater i farver.


Bibliotekernes vurdering

d. 29. juli 2002

af

af

Britta Liboriussen

d. 29. juli 2002

I 9 kapitler fortæller forfatteren om Stalin fra barndommen i Georgien og de unge år som revolutionær til stillingen som Sovjetunionens enehersker. Sidste kapitel handler om magtkampen efter Stalin og nutidens syn på Stalintiden. Bag i bogen tidstavle, ordliste og en velvalgt liste med henvisninger til hjemmesider, film og bøger. Det hele er illustreret med masser af relevante illustrationer i sort/hvid og farver. Teksten er spændende som en rigtig gyser, hvad historien om Stalin også kan siges at være. Det hele er gennemarbejdet og veldokumenteret og fortalt på en måde, der henvender sig til den forudsætningsløse læser. Der er en rigtig god kobling mellem beskrivelsen af Stalin og af hans altafgørende indflydelse på Sovjetunionens historie. Bogen kan anvendes af unge fra ca. 14 år og af voksne, der ønsker en kortfattet orientering om Stalin og hans tid. Samme forlag har i år udgivet Josef Stalin af David Downing i serien Ledere. De 2 bøger henvender sig til samme målgruppe, og konceptet er også næsten det samme. Stalin og hans tid virker lidt sværere og har flere oplysninger om Sovjetunionens historie. Til gengæld lægger Josef Stalin mere vægt på skildringen af personen Stalin. De 2 bøger kan fint supplere hinanden.



Informationer og udgaver