Stauning er den dag i dag en myte i socialdemokratisk politik. Som den første arbejderpartistatsminister lykkedes det ham op gennem 1930'erne at blive opfattet som hele landets alfader, og grundlægge socialdemokratiets mandatmæssige gevinst ved »kaos-valget« i 35. Den revolutionært bevidste del af arbejderne, især kommunisterne, mente at denne sejr skete på bekostning af socialdemokratiets identitet som et socialistisk parti. Denne opfattelse forsvares af Sonne i denne bog. Han gør det ved at fortælle om den faglige oppositions virksomhed i 1920'erne og 30'erne. Derved blotlægges sammenhænge, som stort set er fortiet eller overset af den officielle historieskrivning. Konklusionen er at Socialdemokratiet i den store socialliberale suppe blev et kraftesløst, dødsmærket borgerligt parti. Sonne fortæller bevidst populært, uden fremmedord og med mange direkte citater. Han er unuanceret i sin fordømmelse af Stauning, af og til også ud over det rimelige. Men bogen kaster lys ind overen periode af stor betydning for arbejderbevægelsen, og er et godt supplement til borgerlig og socialdemokratisk historieskrivning.