Bøger / faglitteratur

Stedmoderskab


Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 1. dec. 2017

af

af

Christina Andersen

d. 1. dec. 2017

Bliv klogere på familiemønstre i sammenbragte familier og på de forventninger samfundet har til stedmødre, og som stedmødre også har til sig selv og deres rolle. En bog til alle der står for at starte en sammenbragt familie eller som lever i en, der ikke fungerer. Sviger-, bedsteforældre og "bio-mødre" vil have glæde af at læse med.

Bogen giver en teoretisk forståelse for udfordringerne ved den sammenbragte familie. Stedmødre fortæller åbent om deres problemer med rollen som stedmor, med biomødrene og ikke mindst med kæresterne selv, som ikke altid har forståelse for, at stedmoderrollen ikke er en ensartet størrelse. Det er derimod noget, der bliver til i samspillet mellem alle de involverede i den nye familie.

En oplysende, øjeåbnende og vigtig bog, der ikke lover nogen lette løsninger, men giver en grundig gennemgang af alt det, der kan påvirke det nye familieliv i form af kulturelle normer, historiske påvirkninger og psykologiske mekanismer. Det er helt essentielt at vi forstår, at man ikke automatisk elsker kærestens børn - og det gælder også den anden vej. At man kan komme til at køre sin kæreste helt ud på et sidespor, mens man bare prøver at gøre det bedste for sine børn. Stedmødre vil finde trøst i at opdage, at de bestemt ikke er alene med deres tanker og frustrationer. Det er helt umuligt ikke at lære noget af at læse denne bog.

Praktiske redskaber til at hjælpe sin sammenbragte familie på rette vej kan læses i brugsbogen Den sammenbragte familie.