Simulation af alpin ekstremsport i et online open world-miljø. Kast dig ud i halsbrækkende ekstremsport i alperne. Vælg mellem ski, snowboard, paraglider og wingsuit, og konkurrer mod andre spillere. Fra 10 år.
Simulationen foregår i et fiktivt, men dog realistisk, område i alperne, hvor du kan konkurrere mod andre spillere på ski, snowboard, paraglider eller iført wingsuit. Området er et open world-miljø, hvor du frit kan udforske området, typisk via paraglider, for at finde nye udfordrende bjergsider at suse nedad. Du kan også deltage i over 100 konkurrencer og på den måde optjene XP og stige i level op til 25. Fælles for de fire discipliner er høj fart, men det er også muligt at score XP ved at lave tricks. Engelsk tale, tekstet på dansk. Spillet kræver Plus- eller Gold-abonnement.
Steep er på mange måder vellykket. Først og fremmest er de fire discipliner gengivet ultrarealistisk, ikke mindst fornemmelsen af svimlende høj fart. Grafikken er fantastisk smuk og naturtro. Læg dertil, at spillet er "sømløst", dvs. ganske få loadskærme og andet forstyrrende. Og endelig fungerer multiplayer utroligt nemt. På minussiden er trick-styringen, som i mine øjne er unødigt kompliceret, samt at XP-level kun er til pral. Højt level påvirker ikke selve spillet, hvilket er ærgerligt. Sværhedsgraden på de nemmeste bjerge kan magtes fra 10 år. PEGI: 12 og ikoner for vold (realistiske styrt) og grimt sprog.
Lignende er SSX (PS3) samt "Mark McMorris Infinite Air" (2016).