Litteraturvidenskabelig gennemgang af tre stærke danske kvindelige lyrikere. Især egnet til undervisningsbrug og selvlæsning på videregående uddannelser.
Litteraturteoretisk analyse af lyrikerne Mette Moestrup, Pia Juul og Ursula Andkjær Olsens forfatterskaber. Susanne Kemp er ph.d. i litteratur og bogen er en bearbejdning af hendes afhandling. De tre lyrikere repræsenterer markante eksempler på "årtusindskiftelyrikken". SK tegner først to litterære positioner, som hun analyserer teksterne ud fra. Derefter gennemgår hun hvert enkelt forfatterskab og afslutter med sammenfatning og diskussion. MS betegner netop disse tre kvindelige lyrikere som betydningsfulde for den unge generation af forfattere siden 2010 og frem.
Kendetegnende for de tre lyrikere er, at de bevæger sig ubesværet mellem det reale og billedplanet, det abstrakte, og taler på mindst to niveauer samtidig. SK sætter fokus på læsninger af ny litteratur og dens karakteristika og kalder sine læsninger og analyser bevidsthedskritiske, idet hun også bevæger sig helt ind i de enkelte digte af de valgte forfattere. Dermed definerer SK også de tre lyrikeres forskelligheder, fx i forhold til, hvordan de i deres forfatterskab behandler forholdet mellem deres eget univers og omverdenen. Der er tale om en meget interessant og velgennemført litteraturanalyse af tre af samtidens vigtigste danske lyrikere.
Moestrup og Olsen er også behandlet i System & eksperiment.