De danske strande er spækket med flotte sten. Men hvor kommer de fra, og hvorfor ser de ud som de gør? For stensamlere i alle aldre.
Stenene, man finder i Danmark, blev transporteret hertil under istiderne, men er skabt for meget længere tid siden. I bogen tages læseren med gennem fortiden, når der forklares om stens skabelse, og de forskellige stadier af geologisk opbygning og nedbrydning, der bliver tydelige, når man kigger nærmere på de mange typer sten. Det er også disse geologiske processer, der danner udgangspunkt for bogens opbygning, som starter ud med vulkanske bjergarter, bevæger sig videre til nedbrudte stentyper for at afslutte med metamorfe arter, som en cirkel. Hver af disse trin har en række eksempler på stentyper, der beskrives i både tekst og med store fotos. Bag bogen står designer og naturformidler Michael Petersen.
"Sten" giver en flot formidlet indgang til at komme i gang med stenenes verden, hvor især strandens forskellige sten er repræsenteret godt. Bogen henvender sig til både store og små, der vil blive klogere på strandkantens sten. Teksten er fint beskrivende, og de store fotos gør identificeringen til en leg. Bogen vil være oplagt at formidle til naturture.
Sten i det danske landskab er mere teknisk og dækkende.