Bøger / faglitteratur til børn / undervisningsmaterialer

Stenalderen


Beskrivelse


Udviklingen fra istid til bondestenalder. Jagt, fiskeri, landbrug, bopladser, køkkenmøddinger, mænds og kvinders arbejde, udvikling af våben, redskaber og husgeråd samt om tro og gravskikke. Uroksen fra Vig.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 10. feb. 1999

af

af

Else Kristensen (skole)

d. 10. feb. 1999

I efteråret var det bronzealder og vikingetid, der var emnet i serien De små fagbøger. Her er det så stenalderen, der skal formidles til de yngste læsere. Forfatteren er Inger Byrialsen, som også har skrevet heftet om bronzealderen. Dette hefte ser ud og er opbygget på samme måde. Der er 10 afsnit, hvor længden varierer fra 2 til 6 sider. I indledningskapitlet fortælles om, hvordan rensdyrjægerne kom vandrende hertil fra syd, og hvordan de senere begyndte at dyrke jorden og blev bønder. De næste 3 kapitler handler om dagligdagen i jægerstenalderen, og på en dobbeltside dramatiseres den vældige jagt på uroksen fra Vig i tekst og tegninger. I to korte afsnit hører vi om fundene af kvinde- og mandsgrav i Vedbæk og om de affaldsdynger, der i dag kan fortælle os, hvad stenalderjægerne spiste. Om omlægning af levevis til fastboende bønder handler næste afsnit, som følges af en gennemgang af våben, redskaber og husgeråd og gravskikke og tro. Til slut stikordsregister og litteraturliste. Dejlige tegninger og få fotos falder godt sammen med den enkle tekst, der som i de andre hefter i serien ikke har stavelsesdeling. Selvlæsning fra 3. klasse - måske tidligere, hvis der er interesse for emnet.


Bibliotekernes vurdering

d. 10. feb. 1999

af

af

Lars Larsen

d. 10. feb. 1999

En god lille bog om stenalderen, der i korte kapitler beskriver udviklingen fra de første indvandrede rensdyrjægere til bondestenalderens afslutning og overgangen til bronzealderen. Den fortæller om jagt, fiskeri og landbrug, bopladser og køkkenmøddinger, mænd og kvinders arbejde, udviklingen af redskaber og til sidst et par sider om religion og begravelsesskikke. Et stikordsregister og en lille annoteret litteraturliste afslutter bogen. Den korte, informationsrige tekst er sat i to spalter og inddelt i små afsnit med korte sætninger. En del lange ord er forsynet med delestreger. Christian Würgler Hansen har illustreret med akvareller, der fint supplerer og uddyber teksten. Herudover er der enkelte fotos. En indbydende bog, der giver en god introduktion til stenalderen til børn fra 8 år.