Dette tredje og afsluttende bind i trilogien henvender sig først og fremmest til læsere, der har læst og nydt de to foregående bind, og dem er der sikkert en hel del af.
Bogen opbygger en stigende spændingskurve fint bogen igennem, og den har en velopbygget og velafviklet slutning, som lukkes med et twist undervejs. Det er en alvidende forfatter, men der skiftes synsvinkler fra person til person, så læseren ofte kun ved det samme som personen, hvorefter der skiftes til den overordnede handling, med den mere alvidende fortæller. Der opstår derved en vis reflektorisk understrøm, og historien har gode personkarakteristikker i en interessant blanding af engelsk tidlig middelalder og nordisk mytologi via fx Loke. Sproget er nuanceret og meget beskrivende, og bogen kræver gode læsere både på grund af sproget og fortælleformen. Det er en ren og fuldt udfoldet fantasyroman med sit eget univers af forskellige kendte elementer, fx drager og Loke, og nye fantasy-elementer, der vil tilfredsstille mange af de vante fantasy-læsere i alderen 12-15 år. Æstetisk smuk forside, og præcis bagsidetekst fungerer.
Der er ved at være mange bøger og trilogier i denne fantasy kategori og sværhedsgrad. Læsere der nyder fantasybøger af Garth Nix og fx Carranzas Heksenes krig, vil også hænge på her, også for de rastløse drenge og piger, der venter på næste bind i Eragon-serien.
En fin slutning på en spændende fantasy-trilogi, som de gode og vante fantasylæsere i målgruppen vil nyde.