Stewardessekuren udkom første gang i 1986 med titlen 4-dages kuren. Udgaverne er fuldstændig identiske. Bøger om slankekure har sæson hele året, og denne kan være en af de nemme løsninger når det skal gå stærkt med at smide vinterens ekstra kilo. I flg. kuren skulle det være muligt at smide op til 5 kg på bare fire dage. Fra pålidelig kilde har jeg fået at vide, at 2,5 kg kan man sagtens tabe. Det forlyder endnu ikke om vægttabet så også holder. Det er en skrap kur, kun grapefrugt til morgenmad, lidt grillet kød og salat til frokost og masser af grøntsager om aftenen, ingen mellemmåltider eller andet til at forsøde de fire dage. I bogen lægges der vægt på motivation og nedtrapning til kuren, der er et kapitel med elleve regler der gør en til mester i kunsten at tabe sig. Og væsentligt et afsnit om hvordan vægten holdes nede efter kuren. Kuren beskrives som en vidunderkur, ingen ved hvorfra den oprindeligt stammer og hvorfor den virker som den gør. Bogen kan sagtens finde sin plads blandt bibliotekets øvrige slankebøger.