For læsere om holocaust.
3. udg. af den hidtil ret ubeskrevne historie om Stiftelsen, som var betegnelsen på en særlig enhed, som under eutanasiprogrammet dræbte 90.000 uhelbredeligt syge i Tyskland 1939-41. Senere blev disse folk overført til Operation Reinhardt - jødeudryddelsen - og blev qua deres massedrabserfaring gjort til vagter og organisatorer ved kz-lejrene Belzéc, Treblinka og Sobibór. I alt kom disse kun ca. 130 mænd faktisk til at stå for 1/3 af nazismens folkemord. Bogen, som er lidt videnskabelig i starten, er et yderst spændende stykke dansk forskningsarbejde af international klasse og bygger bl.a. på øjenvidneberetninger og afhøring af både vagter og jøder. Den redegør for rekrutteringen af mændene, medlidenhedsdrabene, organiseringen i lejrene, deres arbejdsforhold og psyke. Stiftelsens mænd var forbavsende nok mest almindelige mennesker, håndværkere, chauffører, sygeplejere - ofte familiefædre, som alle stort set uden protest med større eller mindre iver gik med.
Bogens hovedtekst er samsvarende med både 1. og 2. udg. 2. udg. har et tillæg med kort over kz-lejrene, mens denne 3. udg. er yderligere udbygget med efterskrift af en opdateret perspektivering af retsforfølgelsen af de sidste kz-forbrydelser heriblandt Ivan Demjanjuk sagen. Ældre udgaver kan derfor bevares.
En genudgivelse af et velunderbygget alment tilgængeligt dansk forskningsværk af international klasse, som fortæller, hvordan en lille erfaren gruppe på 130 mænd stod for 1/3 af nazismens folkedrab.